Telefon (+45) 86 16 47 55

Martin Emkjær drømmer om at blive byggeleder – en stilling som i teorien blot kræver en enkelt uddannelse som bygningskonstruktør. Virkeligheden er dog den, at virksomheder sjældent ansætter nyuddannede konstruktører uden praktisk erfaring fra branchen direkte i en byggelederstilling. Nu fratager den danske regering så unge som Martin muligheden for at kvalificere sig til drømmejobbet, ved at kræve seks år på arbejdsmarkedet før en ny uddannelse kan påbegyndes.

Videreudvikling af væsentlige kompetencer

For bygningskonstruktøren Martin Emkjær, som drømmer om at blive byggeleder, har egne erfaringer vist, at det er svært at blive ansat som byggeleder lige efter endt uddannelse, hvis man ingen praktisk erfaring har fra tidligere.

– Under min uddannelse til bygningskonstruktør blev jeg hurtigt opmærksom på, at min interesse gik i retning af at blive byggeleder. Men som stolt nyuddannet stod jeg så der med alle mine talenter og fik afslag på alle mine ansøgninger. Her overvejede jeg et splitsekund, om jeg skulle gå på kompromis med min interesse. Men efter tre måneders jobsøgen besluttede jeg at starte i lære som tømrer, og på den måde anskaffe mig de konkrete kompetencer, jeg manglede, for at kunne varetage en byggelederstilling – og heldigvis havde jeg på daværende tidspunkt muligheden, fortæller Martin Emkjær.

Tværfaglige kompetencer styrker funktionen

Muligheden for at tage en tømreruddannelse oven på en uddannelse som bygningskonstruktør giver Martin en helt særlig praktisk indgangsvinkel til byggebranchen. En indsigt som han ikke får under uddannelsen til bygningskonstruktør. Som tømrer lærer han ikke kun om praktiske færdigheder men også en hel del om miljøforskellen fra kontor til byggeplads. En forståelse som Martin er sikker på bliver afgørende i sin fremtidige funktion som byggeleder og koordinator mellem branchens parter.

– Som byggeleder skal jeg kunne møde folk i øjenhøjde, hvad end det er på kontoret eller på byggepladsen, og det gør mine to uddannelser mig i stand til. Derudover gør uddannelseskombination mig kompetent til at se kritisk på det der udføres på byggepladsen. Det kan forhindre en masse dumme udførelsesfejl, fordi jeg har blik for både det håndværksmæssige og det tekniske felt, forklarer Martin Emkjær.

Byggeledertrainee hos Arne Elkjær A/S

Et af de steder, hvor Martin fik et af sine første afslag var her hos Arne Elkjær A/S. Med tiden tog vi alligevel Martin ind til en snak, og det skulle vise sig at blive starten på et nyt koncept, som nu er med til at udvikle Martins profil som byggeleder. I samarbejde med Martins læreplads, tømrervirksomheden Juul & Nielsen A/S, har vi hos Arne Elkjær A/S konstrueret et traineeforløb for Martin, som nu har en ugentlig dag som byggeledertrainee hos os.

– Det er en spændende tanke, at vi som ingeniørvirksomhed kan være med til at præge en fremtidig byggeleder som Martin med et ingeniørteknisk perspektiv. Hans uddannelseskombination kommer til at give ham en stærk og yderst relevant profil i branchen. Der sker mange fejl på byggepladserne – ofte fordi håndværkerne skal arbejde hurtigt og fordi tilsynsførende ikke ved, hvad de skal se efter rent håndværksmæssigt, fortæller Michael Due, administrerende direktør i Arne Elkjær A/S.

For Martin giver både lærepladsen som tømrer hos Juul & Nielsen A/S og traineestillingen hos Arne Elkjær A/S ham mulighed for at suge masser af ny viden til sig, så han bliver bedst muligt rustet til jobbet som byggeleder.

– Med min supplerende uddannelse og min traineefunktion sikrer jeg mig muligheden for at gøre mig gældende på arbejdsmarkedet inden for det fag jeg brænder for. Den mulighed havde jeg ikke med min konstruktøruddannelse alene, forklarer Martin Emkjær, og fortsætter:

– Når muligheden for at kombinere uddannelser i umiddelbar forlængelse af hinanden, fratages fremtidige bygningskonstruktører, tror jeg, at mange må gå på kompromis med den drøm deres første uddannelse tog udspring i.

Hvem har ansvaret i det private erhvervsliv?

Hos Arne Elkjær A/S skaber denne lovændring på uddannelsesområdet også undren blandt medarbejderne. Her har flere medarbejdere taget både en håndværksmæssig og en akademisk uddannelse, og kombinationen gør dem til de gode rådgivere de er. Skal vi som privat virksomhed bare se igennem fingre med, at vores fremtidige arbejdskraft ikke får mulighed for at komme ud med de samme kompetencer?

Skal de private virksomheder i fremtiden ses som en del af det etablerede uddannelsessystem, for at sikre relevant arbejdskraft, nu hvor den danske regering ikke mener, at et uddannelsesforløb tilpasset de aktuelle behov i private virksomheder, er et område, som skal opprioriteres – nærmere tværtimod?

Hvor er linket mellem de lovgivende myndigheder og det private erhvervsliv?

Nyhed - 14. september 2017

Fantastiske konstruktioner og wienerschnitzel i Frankfurt am Main

I sidste uge hev vi i Arne Elkjær tre dage ud af kalenderen og drog...

Nyhed - 18. august 2017

DHL-stafetten runder Arne Elkjærs indsamling til Hospitalsklovnene af med stor succes

Med i alt 5.395 km i benene har løbeklubben i Arne Elkjær samlet kr. 37.367 sammen...

Nyhed - 19. juni 2017

27-årig projekterer det ’svævende’ Madkulturens Hus

Jakob er 27 år og har to års erfaring som konstruktionsingeniør. Han arbejder netop nu...